Skam dig, Emma? Hvorfor skam er kommet på mode igen
Hvis du troede, at skam var noget, vi efterlod i konfirmationslokalet eller i 00’ernes klamme kældere på Arto og MSN, så er der dårligt nyt: Skam er tilbage – og den er mere woke end nogensinde. Men ikke sådan en “du skal skamme dig over at spise gluten”-skam. Nej, vi taler om den gode, dybe samfundsskabte skam, som man bærer med sig som en ufrivillig bæltetaske på festival. Og midt i den nye skambølge? Emma Holten.
Hun har været allestedsnærværende på foredragsscener, i podcasts og i essays, hvor hun hiver skamlapperne af samfundet og peger på, hvordan vi kollektivt har gjort følelser som afhængighed, omsorg og sårbarhed til noget skamfuldt. Og ja, hun har også været midtpunkt i nogle rimelig saftige debatter. Så hvad handler hele det her “Skam dig, Emma”-moment egentlig om?
Når omsorg er noget, vi skammer os over
I en tid hvor vi alle sammen skal være produktive, selvsikre og klar med en 5-årsplan (gerne i Excel), er det nærmest revolutionært at tale positivt om afhængighed og omsorg. Men det er netop det, Emma Holten gør: Hun prikker til den indgroede idé om, at det at have brug for andre – fysisk, psykisk eller økonomisk – er noget man bør skamme sig over.
“Vi vil gerne tænke, at vi er stærke og ikke har brug for nogen,” siger hun i en podcast om velfærd og samfundsskabt skyldfølelse. Det føles næsten som et citat fra en gammeldags far, der siger “du skal ikke græde” til sin 8-årige søn, der lige er flækket af cyklen. Vi er blevet flasket op med idéen om, at hjælp og omsorg er svaghed. Cool nok, hvis man er Batman. Knap så nice, hvis man for eksempel er SOSU-assistent på nathold med en lønseddel, der kan forveksles med en kvittering.
Fra nøgen hævn til politisk punch
Skam er ikke nyt territorium for Emma Holten. Hvis du har været internettets lunefulde bruger siden 2011, så husker du måske hendes navn fra hævnporno-sagen, hvor hendes private billeder blev delt uden samtykke. Det kunne have endt som en tabshistorie – men i stedet blev det begyndelsen på hendes rejse fra offer til aktivist. Og det har gjort hende til en markant feministisk stemme i debatter om samtykke, seksuelle krænkelse og digitale rettigheder.
I dag taler hun ikke bare om, hvad vi lægger på nettet, men også hvad vi lægger låg på indeni. Hun bruger sin stemme til at problematisere, hvorfor vi kollektivt går rundt og føler skam over helt almindelige livsudfordringer: sygdom, arbejdsløshed, behovet for hjælp – alt det, der ikke lige passer ind i Instagram’s highlight reel.
Drama, traumer og mumificerede spædbørn?
Hvis du tror, det kun er i foredragssale og debatindlæg, at skam bliver pillet fra hinanden som legoklodser, så tænk igen. DR-serien Generationer tager også en kærlig, men lettere dystopisk hånd om de følelser, vi arver fra vores forældre og bedsteforældre. Med fire kvinder i de bærende roller og en mildt sagt ubehagelig familietragedie i bagagen (mumificeret spædbarn, nogle?), bliver skam gjort til noget, der går igen i blodet – som et skævt arvegen.
Og måske er det i den her popkulturelle emo-bølge, at Emma Holten så fint passer ind. Hun peger på, hvordan vi gør traumer til noget helt privat – noget, man skal fikse alene med en smoothie og en ny podcast – og glemmer, at netop fællesskab og afhængighed faktisk kan være løsningen på, well… alt det, vi skammer os over.
Digital mobning og voksen-vrede i velfærdslandet
I podcasten “Velfærdsland 2” får vi serveret et sandt smorgasbord af samfunds-selvransagelse, hvor Holten ikke lægger fingrene imellem: Når vi skammer de syge, nedslidte og handicappede for ikke at “tage sig sammen”, så er det faktisk voksenmobning – bare med lidt flere Excel-ark og meget færre madpakker. Det er den slags pointer, der får én til at genoverveje, om man egentlig nogensinde har været en god kollega, bror eller kærestetype.
Og apropos kønsroller og forventninger, så findes der et forum, hvor diskussionen tager fart under overskriften skam dig emma – et digitalt ekkokammer, hvor man kan blive klogere (eller forvirret) på nogle af de kulturelle gnidninger, der har ført os til den her uheldige cocktail af skam, shaming og nogens mor, der kommenterer på Facebook-opslag klokken 02:37.
Skal man så hoppe med på skambølgen?
Det korte svar? Tja. Det lange svar? Vi lever i en tid, hvor alle skal mene noget, men helst ikke vise for meget. Hvor vi hellere vil scrolle os til afklaring end at sige “jeg har faktisk brug for hjælp”. Og i det spil er skam både modstander og medspiller – det kommer lidt an på, hvem du spørger. Men én ting er sikkert: Når du først begynder at pille i den revne, så er det ikke kun fliserne, der krakelerer.
Det er måske det, Emma Holten har forstået. Og måske er det derfor, hun stadig popper op i debatter, podcasts og midt i dine tanketråde, når du forsøger at forstå, hvorfor du stadig føler dig lidt forkert, fordi du er træt, har brug for pause – eller bare nogle gange har lyst til at græde uden grund.
Men hey… vi siger det ikke højt. Det ville jo være pinligt.
Seneste kommentarer